Clairvoyance er evnen til at se det usynlige. Jeg bruger mine clairvoyante evner på mange måder. Nogen gange gennem samtale og clairvoyance, men for det meste i forbindelse med healing, terapi, kropskontakt og ved at aktivere dit eget hjertes intelligens. Det er vigtigt, at du er med i processen og kan tage ansvar for de indsigter, og den vejledning vi finder.
Vores liv hører til i vores egne hænder, men nogen gange har vi brug for hjælp. Hjælp til at se det hele i et større perspektiv f. eks når det ”gør ondt i livet”, ved tab og sorg og når de store valg skal træffes. Måske vi har brug for sparring i nye tiltag, hvor der kræves mod og handlekraft. Eller supervision i vores meditationsprocesser, arbejdsprocesser, tilknytning og traume-processer, hvor en clairvoyant sansning kan afdække muligheder og ressourcer, vi ikke anede vi havde.
Det usynlige er ikke kun den åndelige verden. Det kan være dele af vores underbevidsthed eller tabte dele af vores sjæl. Det kan være vores godt gemte kraft eller forskrækkede blide side, det kan være en skjult kreativitet, der aldrig er blevet støttet eller følelser, der aldrig fik lov at være. Det kan være smerter eller ressourcer, som ved at blive synlige, kan gøre os mere hele og parate til at møde livet, som det er.
Jeg arbejder meget med den maskuline og feminine polaritet i os. Det at finde det rette omdrejningspunktet for vores kraft og sensitivitet, vores handlen og væren. Denne balance har betydning for om vi kan finde ind i ”nuet” og skabe harmoni i vores liv, relationer, parforhold, arbejde, og kreativitet.